Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

16.01.2024

Mange varer er allerede uden PFAS

Butikker og byggemarkeder, der ønsker at udfase de udskældte kemikalier PFAS fra deres produkter til forbrugerne, kan gå efter at øge andelen af svanemærket sortiment.

To personer ser på indkøbsseddel ved indkøbsvogn

Danmark foreslog tidligere i år - sammen med fem andre EU-lande - at der bliver indført et generelt forbud mod de fleste former for anvendelse af PFAS. Forslaget bliver netop nu behandlet i EU.

Men allerede nu kan virksomheder og detailhandel bruge Svanemærket til at være på forkant med den lovgivning, der forventes at komme i fremtiden – og til at sikre et udbud af varer til forbrugerne, der i høj grad ønsker at undgå PFAS. Otte ud af ti danskere har ifølge en ny Megafonundersøgelse lavet for Miljøstyrelsen kendskab til PFAS. Af dem mener hele tre ud af fire, at det er vigtigt at undgå PFAS i hverdagen.

”Svanemærket forbyder PFAS indenfor de produktområder, hvor der er viden om, at stofferne bliver brugt. Det vil altså sige i en lang række varer på supermarkedernes hylder og i landets byggemarkeder," fortæller siger Heidi Belinda Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark og fortsætter:

"Svanemærket er derfor et oplagt redskab for detailhandel og byggemarkeder til at undgå PFAS i deres produkter til forbrugerne. Det kan være ved at vælge nogle af de mange svanemærkede varer, som virksomhederne allerede udbyder – eller ved at stille krav om en certificering med Svanemærket til deres leverandører.”

KORT OM PFAS

PFAS, eller fluorstoffer, er en lang række kemiske stoffer, som bl.a. har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber. Stofferne bliver brugt i mange produkter – fx i tøj, møbler og kosmetik.

PFAS kaldes også evighedskemikalier, fordi de nedbrydes meget langsomt i forhold til andre stoffer. Forskere vurderer, at næsten alle mennesker i dag har PFAS i kroppen.

PFAS har flere negative følger, såsom øget risiko for kræft, dårligere immunforsvar, øget abortrisiko, lavere fødselsvægt og hormonforstyrrelser.

Svanemærket forbyder PFAS i mange produkter

Svanemærket forbyder bl.a. PFAS i plejeprodukter, legetøj, tøj og andre tekstiler, møbler⁠, maling⁠, byggeplader, gulve, rengøringsmidler, opvaskemidler⁠ og bilplejemidler.

”Også når det drejer sig om fx toiletpapir og køkkenruller, er Svanemærket en hjælp. I Svanemærkets nye kriterier er der nemlig krav om, at toiletpapir og køkkenrulle, der er fremstillet af genbrugsfibre eller en blanding af genbrugsfibre og nye fibre, skal testes i forhold til indhold af PFAS og være under et vist grænseniveau for at kunne blive certificeret. Svanemærket har valgt at bruge samme skrappe grænse, som de danske myndigheder har til fødevarekontaktmaterialer,” fortæller Heidi Belinda Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark.

Også Miljøstyrelsen opfordrer med hjemmesiden PFASinfo.dk detailleddet til at være opmærksom på PFAS i de varer, de sælger. Læs mere om indsatsen og find råd her.

Der findes i dag mere end 27.000 produkter på det danske marked, der er certificeret med Svanemærket. Indkøbere i landets supermarkeder og byggemarkeder kan se udbuddet af svanemærkede produkter på det danske marked her.

Nøgletal om Svanemærket

93 % af danskerne kender Svanemærket, og 66% af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger produkter.


Læs mere
Læs mere om nøgletal for Svanemærket